Værdigrundlag

I udkanten af landsbyen Egens, nær Kalø Vig og Mols Bjerge, ligger Syddjurs Friskole. Med mere end 35 års virke bygger skolen på stolte traditioner og et stærkt værdigrundlag.

Med inspiration fra Celestin Freinets pædagogiske principper og et særligt fokus på relationer og fællesskab, er vores skole i stadig udvikling. Teater, musik og naturfagligt projektarbejde spiller en central rolle i skolens liv. Vores mål er, at børnene på Syddjurs Friskole udvikler sig til fordomsfrie, skabende og videbegærlige mennesker.

Vi mener, at mødet og samtalen mellem mennesker er af grundlæggende værdi, og her hos os er fællesskabet og samarbejdet derfor et bærende princip. Engagement, høj faglighed, medindflydelse og øje for forskelligheder, er nøgleord i vores dagligdag med børnene.

Vi ønsker at skabe trygge læringsmiljøer, hvor børnene gennem kreativ tænkning, formidlingssituationer og medindflydelse lærer at stå på egne ben. I samarbejdet mellem børn, forældre og skole, ønsker vi, at børnene bliver livsduelige og tolerante mennesker, der kan tage del i et samfund, hvor begreber som frihed, demokrati og folkestyre er grundlæggende.

Vi ønsker at vores børn bliver bevidste og ansvarlige mennesker, der kan være medskabere af en verden, hvor krig, racisme og alle former for diskriminering er bandlyst.